Virker udviklingsbistand?

Vi høre ofte postulatet: Udviklingsbistand virker ikke. Den bliver spildt af korrupte embedsmænd, den når ikke de fattigste og der er mange hvide elefanter og mislykkede projekter. Og endnu værre, som nogle økonomer ser det, så leder udviklingsbistand til ”Hollandsk syge”, da den indstrømmende udenlandske valuta øger værdien af den lokale valuta og dermed gør det vanskeligere for eksportvirksomheder at konkurrere på det internationale marked, med det resultat, at væksten bliver begrænset.

I hjertet af diskussionen af den ”hollandske syge” ligger kapaciteten i et land til at absorbere udviklingsbistand. Bistanden, der flyder ind i landet, øger efterspørgslen efter forbrugs og investeringsgoder, og hvis dette ikke bliver modsvaret at en stigning i udbuddet heraf, så vil prisniveauet stige. Stigende priser er et problem for virksomheder, som konkurrerer med importerede varer og for eksportsektoren, som vil stå overfor vanskelige tider. Tilstrømning af valuta fra udviklingsbistand vil øge værdien af den reale valutakurs.

Der er adskillige problemer med en sådan analyse. For det første antager den, at udviklingsbistand ikke har en indflydelse på den produktive kapacitet i økonomien, dvs. kapaciteten til at øge udbuddet. Men bistand anvendt til at levere uddannelse, forbedre sundhedssystemet, forbedre infrastrukturen som veje og elektricitet og til at øge den produktive kapacitet inden for landbruget f.eks. gennem investeringer i overrislingsanlæg - bare for at give nogle få eksempler - har alle positive effekter på økonomiens udbudsside.

For det andet, så skal, kan og bliver det inflationære pres pga. tilstrømning af bistand forvaltet af landenes centralbanker. Dette kræver fornuftig makroøkonomisk forvaltning gennem pengepolitikken for at influere den samlede efterspørgsel og dennes indflydelse på den reale valutakurs. I de tilfælde hvor valutakursen er fast (f.eks. fastholdt i et bestem forhold til dollars) betyder dette steriliserings tiltag (f.eks. udstedelse af obligationer til at inddrage overskuds likviditet i økonomien). Hvor valutakursen er flydende, betyder det opbygning af valuta reserver. I modsætning til hvad tilhængere af teorien om den ”hollandske syge” påstår, så er ”hollandsk syge” ikke uundgåelig, men kan forvaltes. For det tredje, så kan den ”hollandske syge” opstå fra enhver stor tilførsel af udenlandsk valuta. F.eks. fra udvinding af mineraler eller fossile brændstoffer, eller fra tilførsel af remitter. Fortalere for teorien om den ”hollandske syge” antager, at denne altid vil være tilstede og bruger dette som argument for, at der ikke skal gives udviklingsbistand. Men de argumenterer ikke for, at remitter skal stoppes. Eller at tilførsel af private gældsinstrumenter eller portefølje kapital skal blokeres. På trods af, at både remitter og disse private kapitaltilførsler er adskillige gange større end udviklingsbistand, og at risikoen for den ”hollandske syge” dermed er meget højere.

Men skeptikerne har en pointe. For at udviklingsbistanden kan opnå maksimal effekt, skal der være en befordrende makroøkonomisk politik. Men hvad det betyder for et land kan ikke bestemmes på forhånd. Er en inflation på kun 2% påkrævet? Eller kan en økonomi klare sig, hvis inflationen er på 8%? Eller 15%? Pointen er, at det ikke på forhånd er muligt at sige om en inflation på 5% eller 15% vil begrænse investeringer. Mange andre faktorer influerer på sådanne beslutninger. En af de gyldige kritikpunkter af udviklingsbistand er derfor, at denne ofte bliver givet under en ”samme størrelse passer til alle” tilgang, uden at tage tilstrækkelig hensyn til hvert enkelt lands unikke forhold og historie.

En alternativ måde at kigge på postulatet ”bistand virker ikke”, er at se på, hvad der sker, hvis bistand ikke bliver givet. Ebola epidemien er et (sørgeligt) eksempel herpå. Kunne man forstille sig at en Ebola epidemi, startet fra et par få flagermus, spredt gennem folk ,der skal berøre en død person før dennes begravelse, kunne ske i USA eller Tyskland? Svaret er nej. For det første ville der efter det første udbrud i et sådant land blive iværksat en jagt på flagermus og de ville blive udraderet. For det andet ville sådanne begravelsesritualer blive stoppet, både gennem lovgivning og offentlige informations kampagner. For det tredje så er det generelle uddannelses niveau i USA og Tyskland så højt, at i det øjeblik en så dødelig sygdom blev opdaget, ville folk forstå hvor farlig denne ville være og forstå de budskaber, der kom fra sundhedsmyndighederne. For det fjerde ville sundheds systemerne i både USA og Tyskland være i stand til at håndtere de tilfælde, som måtte være sluppet gennem nettet, og sikre at sygdommen ikke ville sprede sig.

Men dette er ikke tilfældet i Guinea, Liberia eller Sierra Leone. Mange års negligeren, af både regeringer i de respektive lande og af det internationale samfund, har efterladt disse lande med dårlige og ikke-fungerende uddannelses og sundheds systemer, ude af stand til at håndtere truslen fra Ebola. Det var kun fordi spredningen af Ebola blev en trussel mod folk i USA og Europa, symboliseret ved en ung amerikansk læge, der fik sygdommen (og heldigvis overlevede), at det internationale samfund kom op i gear. Ebola epidemien, som begyndte i 2014, har kostet mange tusinde liv gennem dens første års hærgen. Dødsfald, som kunne være undgået, hvis ansvarlige regeringer, støttet af udviklingsbistand, havde opbygget vel fungerende sundheds- og uddannelses systemer i de tre værst ramte lande.

Billede taget af Bjarne Larsen Kron.

www.economics.dk       bjarne.wes @ gmail.com       Bjarne Larsen Kron  

 + 45 23 25 40 69