Investeringer.

Investeringer er en forudsætning for økonomisk vækst og udryddelse af absolut fattigdom. Både til at forøge størrelsen af kapitalapparatet, hvilket vil forøge den fremtidige produktion og dermed indkomst, samt for at dække geninvesteringer som følge af afskrivninger. Behovet for investeringer gælder ikke kun forretningssektoren, men også den offentlige sektor og i husholdningerne. F.eks. skal forretningssektoren investere i nyt maskineri og teknologi, den offentlige sektor i sundhed, uddannelse og infrastruktur som veje og elektricitet, og husholdningerne i boliger, teknologi og børns uddannelse. Ligeledes er der behov for investeringer, som leder til øget produktion, indkomst og skattegrundlag, for at kunne finansiere den fremtidige offentlige sektor.

Omkring en fjerdedel af verdens BNP bliver investeret hvert år. Dette tal dækker over store variationer, både over tid, blandt regioner og individuelle lande. Gennem det første årti af det nye århundrede er investeringer i både lav- og mellem-indkomst landene steget væsentligt, medens investeringerne i høj-indkomstlandene er formindsket som andel af BNP. Der er også væsentlige forskelle i investeringsniveauer, med Afrika syd for Sahara (SSA) værende i bunden i år 2000 med kun 16% af BNP og Euro området med 18% i 2012. Dette er i skarp kontrast til øvre middel-indkomst landene og specielt Syd- og Østasien, hvor niveauet er dobbelt så højt som i SSA. Det betyder helt sikkert noget for de fremtidige produktionsmuligheder, om man investerer 16% af BNP, gennemsnittet i SSA i 2000 eller 48% (Kina i 2012), en faktor 3 til forskel.

Investeringer leder til stigning i arbejdsproduktiviteten. For den, som ikke er økonom, giver dette et dilemma. Hvis en person kan producere mere, så er der behov for færre personer til at producere en given mængde varer, hvilket leder til arbejdsløshed. For økonomen betyder højere arbejdsproduktivitet højere produktion per person, og at den totale produktion vil stige. Så hvilken forklaring er korrekt?

Hvis virksomheden, der har forøget sin produktion, ikke kan sælge sine varer, har den et problem og kan blive tvunget til at afskedige folk. Men virksomheden vil være i stand til at sælge mere, hvis den er på et marked som har overskudsefterspørgsel eller hvis den mindsker sin pris marginalt. Der er rum til at mindske prisen marginalt og stadig tjene mere, da omkostningen per produceret enhed er faldet pga. den forøgede arbejdsproduktivitet. Der er også rum til at øge den nominelle løn, da der er behov for mindre arbejdskraft til at producere en ekstra vareenhed. En generel produktivitetsstigning i økonomien vil forøge arbejdskraftens realløn, med det resultat, at de kan købe flere varer. Så det er mest sandsynligt, at forøget arbejdsproduktivitet vil resultere i øget produktion og dermed indkomst. Historien støtter også denne konklusion: Produktivitetsudviklingen har været enorm det sidste halve århundrede i høj-indkomstlandene. Havde arbejdsproduktiviteten i dag været på samme niveau som for halvtreds år siden, så ville vi ikke have haft den samme høje produktion og indkomst i USA eller i EU, som vi har opnået.

Billede taget af Bjarne Larsen Kron.

www.economics.dk       bjarne.wes @ gmail.com       Bjarne Larsen Kron  

 + 45 23 25 40 69